Orienteringsskrivelse 18. august 2014

Så er bestyrelsesarbejdet kommet i gang igen efter en herlig sommerferie 🙂

Siden sidste bestyrelsesmøde før sommerferien er der sket meget og vi kan med glæde oplyse, at foreningen bl.a. har modtaget godkendelse af vejbump, skilteplan samt beplantningsplanen for de grønne områder fra Roskilde Kommune og Roskilde Politi.

Som I sikkert har bemærket har det betydet, at der er blevet rejst ny skiltning på området, hvilket forhåbentligt er med til at sænke farten på vejen samt sikre, at gæster nemmere kan finde rundt i vores særegne hus nummersystem 🙂

Nærmere information omkring beplantningsplanen vil indenfor de nærmeste dage komme på hjemmesiden under grønne områder. I samme forbindelse vil vi gerne takke alle dem som har givet opbakning til en kommende fælles arbejdsweekend, hvilket bestyrelsen forventer at blive i weekenden den 25.-26. oktober i år – så sæt allerede nu kryds i kalenderen for en fælles glædelig aktivitet som skal være med til at skabe grobunden for vores nye grønne områder – herom vil vi også vende tilbage med nærmere information.

Som en udløber af, at vi har overtaget arealerne har bestyrelsen indledt dialog med vores fire naboer mod øst; Ågerupvej nr. 5 samt andelsboligforeningerne I, II & III omkring, hvordan det fælles skel skal forvaltes samt ikke mindst hvor skellet rent faktisk ligger. Endvidere har vi bedt om at få etableret adgangs stier gennem de forskellige andelsboligforeninger så gående kan komme sikkert mellem Åbakken og Tofteengen.

Græsklipning af græsrabatter og de grønne områder ligger nu i foreningens regi da udstykker har klippet det antal gange vi var blevet stillet i udsigt. Bestyrelsen har valgt en lokal entreprenør til opgaven og vi forventer at gå i gang med at klippe indenfor en uges tid. Vi forventer at der skal klippes 13-17 gange hel-årligt for, at holde arealerne i god og sund stand.

Sluttelig vil vi ønske alle en herlig sen-sommer og kan oplyse, at næste bestyrelsesmøde afholdes i slutning af september måned.

Venlig sommerhilsen

Jeres bestyrelse