Orienteringsskrivelse af 17. januar 2013

Kære medlemmer

Så er vi kommet i gang med det nye år og bestyrelsen har netop afholdt årets første bestyrelsesmøde.

Kong vinter har siden sidste orienteringsskrivelse tjekket godt og grundigt ind, hvilket har medført en del spørgsmål omkring snerydning og glatførebekæmpelse. Bestyrelsen har til orientering for denne vinter valgt en model som bygger på en tilkaldeordning – dvs. vi ringer og de kører – da vi mener, at denne model for foreningen er den bedste set i forhold til en abonnementsordning. Endvidere køres der med et saltningsniveau som tager hensyn til kæledyr og økonomi uden at det går ud over kvaliteten. Vi mener, at vi derved har fundet en god balance mellem kvalitet og økonomi.

Vi er ved at lægge sidste hånd på regnskabet for 2012 og når vi er færdige med regnskabet vil dette være tilgængeligt på hjemmesiden under menuen økonomi. Vi er endvidere så småt også ved at starte arbejdet med budget 2013 således, at dette kan være tilgængeligt i god tid forud for generalforsamlingen, hvor budgettet jo skal vedtages – lægges selvfølgelig også i menuen økonomi.

Et nyt år er jo ved at folde sig ud og vi håber i bestyrelsen, at året kommer til at byde på mange festlige arrangementer som skal være med til at skabe et øget kendskab til hinanden og støtte op omkring et godt naboskab og ikke mindst foreningsliv. Vi i bestyrelsen og mange børn ser derfor med glæde frem til, at modtage festudvalgets invitation til årets fastelavnsarrangement så vi som forening kan få en god start på foreningsåret.

Datoen for årets generalforsamling er fastsat til fredag den 5. april 2013 med start kl. 17
– indkaldelse m.m. udsendes særskilt når vi kommer tættere på dagen.

Har du i øvrigt kommentarer, spørgsmål eller emner som du ønsker, at drøfte med bestyrelsen så skriv endelig en mail til os på bestyrelse@tofteengen.com eller spørg os når du møder os – vi vil meget gerne bidrage med information / viden, hvis du sidder og tænker over emner som du ikke helt kan få fod på eller har spørgsmål til.

Vi vil slutte af for denne gang med, at ønske alle en herlig vinter.

Venlig hilsen
Jeres bestyrelse

Tak for sidst – det var vådt men godt…

Der var trods regn, blæst og skolernes vinterferie mere, end 20 der deltog i vores fastelavnsfest lørdag den 18. februar 2012.

Vi startede med tøndeslagning for børnene, hvor forældrene i tørvejr med varm kaffe i hånden kom med uvurderlige rådgivning. Det var en lang og sej kamp, i et vejr der krævede en slikpause, inden Wiktoria og Kasper kunne kåres som dronning og konge.
Det var derefter de voksnes tur, hvor Jeppe og Erik gjorde kort proces, hvorefter de kunne lade sig hylde som Queen and King of the road.

Der blev efterfølgende tændt op i grillen hvor pølser og brød blev skyllet ned med sodavand og øl, inden festen efter nogle timer sluttede.

Se billederne fra fastelavn under galleri.

Bestyrelsen vil endnu en gang takke for den store opbakning og håber at vi ses til generalforsamling den 23. marts 2012 i Gundsølillehallen. Der vil i forlængelsen af generalforsamlingen være mulighed for fællesspisning og hygge. Der vil til denne del af arrangementet være  brugerbetaling på 100 kroner.
Tilmelding på bestyrelse@tofteengen.com – senest mandag den 12. marts 2012.

Fastelavn og tøndeslagning på Tofteengen

Så er det på lørdag den 18. februar, vi fejrer fastelavn på Tofteengen, hvor vi mødes
kl. 10.30  til tøndeslagning ved nummer 36 og 38. Der vil blive serveret lidt til ganen og efter kåringen af vejens konge, vil der blive tændt op i grillen.

Bestyrelsen er glade for den store opbakning til arrangementet og håber på en god dag,  hvor vejret forhåbentlig er med os.

God vinterferie til alle fra Bestyrelsen
12.02.2012