Regn, rusk, pløre og storm – velkommen til efteråret på Tofteengen. Vi bemærkede vist alle stormen mandag d. 28/10-13 og de mange flyvende genstande fra byggepladser og haver som i nogle tilfælde udrettede skader og generelt var til fare for gående, cyklende og kørende.
Efter afholdelse af den ekstraordinære generalforsamling har den nye bestyrelse ved et møde d. 21/10-13 konstitueret sig som følgende:
Jesper Breinholt: Formand,
Sten Frølund: Kasserer + webmaster,
Peter Mikkelsen: Kontakt til festudvalg, overkørsler
Michael Nørremark: Sekretær,
Kim Andersen: Kontakt til grønt udvalg + snerydning
Den nye bestyrelse vil gerne sige tak til grundejere for en god ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen er trukket i arbejdstøjet, eller rettere regntøjet, for sammen med rådgivende ingeniør fra Hartvig Consult Aps, at gennemgå for fejl og mangler ved asfaltering, vejafvanding, kantsten, holdepladser, gadebelysning og skiltning. Som I sikkert kender det fra jeres eget husbyggeri, så er der også håndværksmæssige svipsere ved det nu overståede etablering af boligveje. Bestyrelsen afventer rapport over fejl og mangler og en tidsramme for hvornår udbedringer vil blive udført. Udstykkers overdragelse af veje og anlæg til grundejerforeningen er stadig i proces. Bestyrelsen har øvrigt indgået aftale om snerydning på grundejerforeningens nye veje- og stianlæg med fokus på at undgå vedligeholdelsesudgifter som følge af snerydning.
Der er opsat flere skilte, og bestyrelsen har påpeget overfor udstykker og dennes entreprenør at der mangler skiltning for zoneområde med fartdæmpning, hvor boligvejenes kørebane ikke er egnet til højere hastighed end 15 km/t.
Specifikt for overkørsler henvises grundejere til information i ’Notat om gangstier og ud- og indkørsler’ udgivet den 24/9-13. Af notatet fremgår Roskilde kommunes vejledning med tre punkter hvis indhold skal overholdes. Grundejere kan søge dispensation fra indholdet af disse tre punkter ved henvendelse til Roskilde kommunes afdeling for ’Veje og Grønne Områder’.
Grundejere som påtænker fremtidig gravearbejde i boligvejene bedes henvende sig til bestyrelsen og til udstykker snarest muligt. Bestyrelsen gør endvidere opmærksom på, at det er bygherre som må aftale med entreprenør, som skal forestå gravearbejdet, at sørge for at retablere vejen til mindst samme stand som inden arbejdet blev påbegyndt (jf. privatvejlovens §68).
Bestyrelsen kan fremover kontaktes via mail bestyrelsen@tofteengen.com hvorefter henvendelser til denne mailboks normalt vil blive behandlet på det næste bestyrelsesmøde.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen