Grønne områder nyt 7. september 2014

Grønne områder – beplantningsplan, lokalplan 523

Bestyrelsen har efter en langstrakt proces med Roskilde Kommune fået godkendelse af foreningens beplantningsplan for de grønne områder som dækker lokalplan 523.

Udstykker har ved samme lejlighed fået godkendt beplantningsplanen under lokalplan 577 således, at der nu foreligger en samlet godkendt plan for beplantning af de grønne områder under de to førnævnte lokalplaner. Vi kan i den forbindelse oplyse, at der er sammenfald i valget af planter og træer i de to beplantningsplaner.

Men hold da op en proces vi har været igennem … bestyrelsen har haft møder med Roskilde Kommune og udstykker omkring, hvordan og hvorledes en beplantningsplan skal skrues sammen så denne kunne blive godkendt.

Vi har i bestyrelsen fået en rundtur i plantearter og definitionen om Egnskarakteristiske buske og træer og ikke mindst, hvorfor Kommunen ønsker, at tilgodese insekter, fugle- og dyrelivet … men trods alt har sagsbehandlerne hos Roskilde Kommune informeret os om, hvordan opgaven skulle gribes an.

Bestyrelsens udgangspunkt i dialogen med Roskilde Kommune var den beplantningsplan som det tidligere grønne udvalg havde lavet og som tidligere har været indsendt til Roskilde Kommune for godkendelse. Desværre blev denne plan som tidligere nævnt forkastet af Roskilde Kommune da de valgte buske og træer ikke opfyldte kravene til at være Egnskarakteristiske samt at planen ikke indeholdt plantegrupper.

Derfor måtte bestyrelsen tilbage til tegnebrættet med den tilføjelse fra Roskilde Kommune, at en ny plan skulle overholde lokalplan 523 § 8 stk. 2 & 5 samt tilhørende kortbilag nr. 5 & 6 til lokalplan 523.

Bestyrelsen valgte derfor, at drøfte de muligheder som fandtes under Skov og Naturstyrelsens definition af Egnskarakteristiske buske og træer med Roskilde Kommune således, at vi kunne drage nytte af deres viden og ekspertise på området omkring, hvilke træer og buske som skulle indgå i en ny ansøgning. Bestyrelsen har til information valgt ikke at bruge penge på en landskabsarkitekt da rammen fra Kommunen alligevel var meget stram.

Lang historie kort – så er vi endt ud med nedenstående træer og buske som nu indgår i den godkendte beplantningsplan og som vil blive plantet i ”grupper”, hvilket tillige er en forudsætning i lokalplanen. Kortbilag over de enkelte plantegrupper vedlægges ligesom detailoversigt over indholdet i de enkelte plantegrupper vedlægges – vi bemærker, at placeringen af plantegrupperne ikke er mål fastsatte men er angivet for, at angive antallet af plangrupper i hver sektion af de grønne områder og den indbyrdes placering af plantegrupperne indenfor hver sektion.

Endvidere blev vi vejledt i, at når der skal udplantes i grupper, at alle nye busker og træer som sættes i jorden ikke bør have en højde på mere end en meter da meningen med plantegrupper er løbende bortskæring af de buske og træer som ikke vokser tilfredsstillende således, at der sker en løbende udtynding i de enkelte plantegrupper efter behov – dette er til vores eget skøn og fremtidige drift af disse plantegrupper. Endvidere vil denne metode sikre en god rodsætning for de enkelte træer og buske og dermed gode vækstbetingelser. Den enkelte plantegruppe skal dog altid bevare det udtryk og plantevalg som der er ansøgt om og opnået godkendelse til.

Den løbende vedligeholdelse af disse plantegrupper forventer bestyrelsen, at vi ved fælles frivillig indsat på fremtidige arbejdsweekender m.m. sammen kan løse således at driftsudgifterne til disse plantegrupper bliver holdt på et minimalt niveau.

Bestyrelsen har endvidere besluttet, at vi overfor andelsboligforeningerne Åbakken I, II & III vil have at hegnet som skiller vores områder skal være vildtvoksende, tæt og udbrudt da vi ikke ønsker, at grundejerforeningen belastes med fremtidige drifts- og vedligeholdelsesudgifter til sådant et hegn når et sådant først er anlagt. Vores tilgang er, at vi bruger samme busk som anvendes i beplantningsbæltet mod Ågerupvej i hegnet mod Øst – nemlig Sargent Æble (Malus Sargentii), se vedhæftede beskrivelse af denne busk i fakta ark fra Skov- og Naturstyrelsen. Målet er således at vi mod øst opnår en pæn afslutning af vores grønne område i forhold til de forhold som i dag er kendetegnet langs hele skellet – dette drøftes aktuelt med vores naboer.

Hvordan skal vi så gribe anlæggelsen an? – jo mere arbejdskraft vi selv lægger i at få planen realiseret jo mindre økonomi skal vi bruge til at hyre entreprenører til at løse opgaven for os – så derfor vil vi indbyde alle til fælles plante-arbejdsdag/e en af de kommende dage som vi håber, at alle medlemmer vil bakke op omkring – og husk bare et par timer fra alle vil hjælpe meget og spare foreningen for udgifter til entreprenør J

Alt omkring praktik til den kommende beplantning vender vi tilbage omkring når vi kender antallet af tilmeldinger til ”fælles arbejdsweekend”.

Takker på forhånd for jeres opbakning til vores fælles grønne områder J

Venlig hilsen

Steen, Lotte, Jesper, Lotte og Jonathan

Træer og buske godkendt i vores beplantningsplan under Lokalplan 523:

 -Vinter Eg, Quercus Petraea

-Ribs, Ribes Rubrum

-Fuglekirsebær, Prunus Avium

-Hassel, Corylus Avellana

-Hæg, Prunus Padus

-Rød Kornel, Cornus Sanguinea

-Navr, Acer Campestre

-Sergant æble, Malus Sargentii

-Slåen, Prunus Spinosa

-Tørst, Frangula Alnus

-Mirabel, Pronus Cerasifera

-Weichsel, Prunus Mahleb

Kortskitse
Plantoversigt lokalplan 523
Sargents Æble (Malus Sargentii)