Orienteringsskrivelse 26. juni 2014

Kære medlemmer

Tak for sidst og til festudvalget for det herlige Sankt Hans arrangement samt ikke mindst tak for hjælpen til Benee huse A/S for lån af arealet, hvor det flotte blå blev afbrændt.

Som I nok har bemærket så arbejdes der forsat på områderne for at udbedre diverse fejl- og mangler og bestyrelsen håber, at vi her hen over sommeren kommer endelig på plads.
Bestyrelsen bliver jævnligt stillet spørgsmål af forskellig karakter – derfor har vi besluttet her på hjemmesiden at oprette ”Spørgsmål & Svar” da vi kan genkende de samme typer spørgsmål fra forskellige medlemmer – målet er derfor at samle disse i et slags opslag så alle kan få glæde af både spørgsmål og svar.

Vi kan forstå, at de færdselsskilte som er rejst ved indkørslen til Bakkeengen og Tofteengen forsat giver anledning til uklarheder og spørgsmål af diverse karakter – så her et par hovedpunkter om hvad skiltene betyder:

  • Lastbilsparkering overalt på området er forbudt – dvs. lastbiler må laste og losse fra vejen og så skal lastbilen straks forlade området når denne standsning er afsluttet
  • Der må ikke standses og parkeres i græsrabatter langs Tofteengen
  • Der må alene parkeres på egen grund – ”intet nævnt intet glemt”
  • Kun personkøretøjer må parkere på gæsteparkeringspladserne
  • Farten på Tofteengen er maksimeret til 15 km/t – vejbump eller ej

Vi håber, at I vil dele denne viden med jeres naboer og gæster således, at vi sammen passer på vores område, græsrabatter, P-pladser samt bløde trafikanter – vi takker på forhånd for denne hjælp.

Vi går nok som mange af jer nu på sommerferie og afholder næste bestyrelsesmøde i slutningen af august, hvor bestyrelsesarbejdet vil blive genoptaget.

Har du brug for at komme i kontakt med bestyrelsen så send en mail på bestyrelse@tofteengen.com – dog må besvarelse afvente førstkommende bestyrelsesmøde efter sommerferien.

Med ønsket om en forsat herlig sommer 🙂

Jeres bestyrelse;

Steen, Jesper, Lotte, Jonathan og  Lotte

Vejbump

Kære Grundejer/e på Tofteengen,

På seneste generalforsamling blev det besluttet at indkøbe vejbump for at sænke hastigheden på vejen.

Vi har efterfølgende fundet dokumenter, som dokumenterer at det ikke kan afvises at vejbump kan føre til skader på de omkring liggende bygninger – grundet vibrationer fra disse – endvidere kan der på sigt dannes lunker før og efter vejbumpene, hvilket vil øge amplituden/højden på bumpet ud over det tilladelige, og vil med tiden medføre at bumpene skal udskiftes eller asfalten udbedres.

Vi indstiller derfor til at grundejerforeningen overvejer beslutningen igen, da denne problematik ikke tidligere har været belyst.

Hvis du/I deler denne holdning, bedes du/I tilkendegive dette ved at underskrive et papir til bestyrelsen – i henhold til foreningens vedtægter – hos Christina og Kennet i nr. 3, dagligt ml. kl. 17.00-20.00 – indtil den 1. juli 2014. Herefter afleveres underskrifterne til bestyrelsen.

Fakta:
Der skal være mindst 11 grundejere som underskriver papiret, for at det kan udløse en ekstraordinær grundejerforsamling, hvor emnet kan behandles på ny. Og det skal samtidig oplyses, at de underskrivende parter, skal være fysisk tilstede ved den ekstraordinære generalforsamling, for at denne kan erklæres gyldig. Datoen besluttes af bestyrelsen, som har 6 uger fra modtagelsen – juli måned tæller dog ikke med.

Vi vedhæfter de omtalte dokumenter i pdf-format.

Mange venlige hilsner
Christina & Kennet Nikolajsen

Tofteengen-vejbump
07-04-2014 – Bilag 04.01 Notat om vejbump
Vejbump-Grontmij
vejbump-vejdirektoratet

Planlægning af beplantning af grønne områder

Kære medlemmer

Bestyrelsen har taget tænke hatten på vedrørende, hvordan vi opnår:

  • God ”value for money” omkring beplantning af de grønne områder
  • Herunder brug af ”arbejdsweekend” med deltagelse af medlemmerne vs. hyring af entreprenør

Der vil vi høre til om, hvilke husstande som har lyst og interesse i, at deltage i en arbejdsdag eller to i løbet af oktober/november måned i år som en slags her-og-nu ”interessemåling”.

Målet er, at hvis vi er nok som stiller op til en fælles arbejdsdag eller to til efteråret så kan vi som forening spare mange penge og samtidigt få en god fælles social oplevelse omkring vores fælles grønne områder som vi påtænker, skal afsluttes med et arrangement arrangeret af festudvalget.

Derfor beder vi jer sende en mail til groenneomraader@tofteengen.com med oplysninger om, hvor mange voksne som har lyst til at stille op – og gerne inden 1. juli 2014.

Vi vil gerne understrege, at en positiv tilkendegivelse på denne mail på ingen måder forpligter jer på dagen da vi slet ikke er nået til detailplanlægningen endnu.

Bestyrelsen håber på en bred opbakning fra medlemmerne og vi vil vende tilbage med yderligere oplysninger omkring de grønne områder når vi kender antallet af tilbagemeldinger.

Takker på forhånd.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Orienteringsskrivelse af 3. juni 2014

Kære medlemmer

Bestyrelsen kan oplyse, at Roskilde Kommune har godkendt bestyrelsens ansøgning om montering af vejbump på Tofteengen og vi afventer herefter alene Roskilde Politis endelig godkendelse før vi kan meddele yderligere omkring myndighedsgodkendelserne og monteringen af vejbump.

Bestyrelsen kan oplyse, at der den kommende uges tid for udstykkers regning, vil blive monteret P-skiltning ved alle P-pladser og bestyrelsen har endvidere planer om, at opmale P-pladserne således, at det er tydeligt for alle medlemmer og gæster, hvor der skal ske gæsteparkering med personkøretøjer.

Bestyrelsen har endvidere besluttet, at indkøbe natstyringsanlæg til vores lysmaster således, at vi derved kan spare penge på den løbende drift som kan måles i et ikke ubetydeligt årligt beløb.

Vi bliver i øvrigt jævnligt spurgt om hvad bestyrelsen aktuelt arbejder med – så her en lille oversigt over vores aktuelle opgaver;

Sammen med Roskilde Kommune:

  • Fortov langs Ågerupvej (for Kommunens regning)
  • Gadebelysning langs Ågerupvej (for Kommunens regning)
  • Busstoppested ved Bakkeengen (for Kommunens regning)
  • Overdragelse af sti
  • Parkeringsregler indenfor vores område
  • Tilladelse til etablering af vejbump sammen med Roskilde Politi
  • Skilteplan i forbindelse med etablering af vejbump sammen med Roskilde Politi
  • Godkendelse af beplantningsplan
  • Adgangsforhold for Roskilde Forsyning til deres anlæg på de grønne områder

Øvrige aktuelle opgaver:

  • Fejl og mangellisten med udstykker omkring vores arealer og veje
  • Belysning og økonomi omkring vores veje og stier
  • Inddrivelse af bidragsrestance
  • Forberedelse af afleveringsforretning med udstykker
  • Øvrigt alm. bestyrelsesarbejde

Vi kan endvidere oplyse, at fejl og mangler på vores veje i de kommende ugers tid bliver afhjulpet af udstykkers entreprenør, hvorfor vi vil opfordre til at der gives plads til disse så vores veje og stier kan blive lavet i tip-top stand.

Græsrabatterne langs Bakkeengen, Tofteengen og stierne vil også i den kommende uge blive klippet og gennemgået af udstykkers entreprenør – så husk at fjerne henstillet materiale og solitær sten så de kan have frit arbejdsområde.

Har du brug for at komme i kontakt med bestyrelsen så en mail på bestyrelse@tofteengen.com.

Med ønsket om en forsat herlig forsommer.

Lotte, Lotte, Jesper, Jonathan & Steen